27 tips til din iPhone [TIP]
På denne side har vi samlet nogle tips og tricks til din iPhone, som vi håber, kan gøre brugen af din iPhone endnu sjovere og nemmere. Vær opmærksom på at ikke alle funktioner virker på alle iPhones - alt efter software version. Har du en ældre iPhone, kan den måske ikke opdateres med nyeste software.
11. december 2019
1. Brug et billede som baggrund
Vælg et personligt baggrundsbillede på din iPhone sådan her:
Vælg et billede under Fotos > Klik på ikonet nederst til venstre > Bladrer frem til Brug som baggrund i menuen nederst

2. Send eller arkivér et billede via flere medier end standard-valget
Som standard kan du sende billeder via medier såsom 'Beskeder' og 'Mail', når du klikker på Videresend ikonet under et billede i Fotos. Men ønsker du at sende via fx Messenger eller lægge det på Google Drev, kan du gøre følgende:
Klik på ikonet nederst til venstre > Under medierne bladrer til siden > Klik på Mere
Her kan du tilvælge flere medier samt vælge, hvilken rækkefølge medierne skal være i.

3. Justér kameraets eksponering
Du kan justere eksponeringen på din iPhones kamera. Åbn kameraet og hold din iPhone op mod det motiv, du gerne vil tage et billede af. Tryk på det sted, hvor du vil indstille automatisk eksponering og fokus. Skub derefter ikonet af solen op og ned for manuelt at justere eksponeringen.

4. Tag et screenshot med din iPhone
Der er en enkelt og hurtig måde at tage screenshot på din iPhone. Hold Tænd/sluk-knappen inde samtidig med, at du trykker på Hjem-knappen. Du finder dit screenshot under Fotos.
5. Tag et billede mens du filmer
Hvis du klikker på cirklen nederst til venstre, mens du filmer, så tager du et billede samtidig - uden at forstyrre din video.

6. Skriv en personlig hilsen
I stedet for at sende en almindelig SMS kan du nu åbne et vindue i Beskeder, hvor du selv kan skrive en lille hilsen.
Åbn Beskeder > Drej til bred skærm > Klik på knappen nederst til højre på keyboarded

7. Mangler du plads
Synes du, at der begynder at mangle plads på din iPhone, så kan det bl.a. være en idé at tage et kig på de forskellige apps, du har installeret. Dette gør du under Indstillinger > Generelt > Lagring og brug af iCloud. Derefter klikker du ind under Lagringsplads og lader listen med apps indlæse.
Her kan du så se, hvor meget hver app fylder. Fotos vil nok være den app, der fylder mest, men Messenger kan også godt komme op og fylde en del, da billeder sendt via denne aap ligger og fylder op. Her kan du evt. vælge at slette samtaler i Messenger.

8. Find en app hurtigt
Har du mange apps, kan det være svært at finde hurtigt frem til én bestemt. I stedet for at lede alle dine apps igennem, så brug søgefeltet som du åbner ved at sætte fingeren på skærmen og trække let nedad.

9. Energibesparende funktion
Hvis du ikke har meget strøm tilbage, og du er klar over, at du ikke kommer til at kunne få strøm i et stykke tid, så kan du slå iPhones egen energibesparende-funktion til. Dette gør du under Indstillinger > Batteri. Når den er slået til, bliver download af e-mails, opdatering af apps i baggrunden og visse visuelle effekter begrænset eller slået fra.

10. Hvilke apps bruger mest batteri
Synes du, at din iPhone har kort batteritid? Så kan du evt. kigge på dine apps og se, hvor meget batteri hver app har brugt, og om bestemte apps kan være årsagen.
Gå til Indstillinger > Batteri og nederst indlæses en liste med apps. Her kan du vælge, om du vil se batteriforbrug for de seneste 24 timer eller de sidste 7 dage.
Klikker du på uret, så kan du se, hvor meget tid, der er brugt på skærmen (dit eget forbrug), og hvad der er brugt i baggrunden (pga. opdatering i baggrunden eller fordi app'en ikke har været lukket helt ned). Måske skal opdatering i baggrunden slås fra, eller måske beslutter du dig helt for at slette en eller flere af dem.

11. Luk åbne apps
Apps kan ligge i baggrunden og bruge strøm. Luk dem ned og spar på strømmen. Det gør du ved at dobbeltklikke på Hjem-knappen, derefter vises alle åbne vinduer. For at lukke dem swiper du vinduerne opad.

12. Videresend en besked
Du kan videresende en besked ved at gå ind i en beskedtråd, trykke og holde fingeren på besked’en til der kommer en lille menu frem og derefter vælge Mere….
Når du trykker på Mere... bliver den markerede besked valgt, og du kan klikke på videresend-pilen i nederste højre hjørne. Du kan også vælge flere beskeder’er.
Ønsker du at slette en specifik besked, så er det samme fremgangsmåde. Du skal da klikke på papirskurven i nederste venstre hjørne.

13. Se billeder fra besked-tråd
Vil du se alle billeder, du har sendt frem og tilbage i beskeder, kan du inde på beskeden-tråden klikke på Oplysninger oppe i højre hjørne. Herefter kommer en side op med forskellige muligheder. Scroller du helt i bund, er alle billeder samlet der.
Du kan også slette eller arkivere billeder herfra. Du holder bare fingeren på billedet, indtil der kommer en lille menu op. Vælg Mere... og klik på enten arkivér eller papirskurven. Det er smart at rydde op her en gang i mellem, da det tager plads at have billederne liggende.

14. Navngiv gruppesamtaler
Har du ofte gruppesamtaler, kan det være svært at skelne den ene samtale fra den anden. Du kan navngive samtalerne og dermed holde bedre styr på, hvad samtalen drejer sig om.
Du navngiver en gruppesamtale ved at trykke på Oplysninger i øverste højre hjørne i beskedtråden, hive let ned, hvorefter der øverst på siden kommer et Gruppenavn-felt frem.

15. Forlad en gruppesamtale
Du kan også forlade en gruppesamtale, så du ikke forstyrres af de andres beskeder. Tryk på Oplysninger i øverste højre hjørne i besked-tråden og vælg herefter Forlad denne samtale i bunden af siden.
16. Bliv ikke forstyrret af besked-notifikationer
Er du træt af at høre biplyde, når du får beskeder, men ikke vil sætte din iPhone på lydløs? Du kan gøre dine beskeder lydløse ved at trykke på Detaljer i beskedtråden og herefter vælge Forstyr ikke-knappen.
17. Hvornår er en besked modtaget/sendt
Hvis du vil se, hvornår du har sendt eller har modtaget en besked, kan du sætte fingeren på den specifikke besked og trække til venstre.

18. Hurtigere indsætning af symboler
For hurtigt at indsætte et symbol fx et ? eller et tal i en besked, kan du holde fingeren på skærmen, når du klikker på 123-knappen, køre fingeren hen på tallet eller symbolet og så fjerne fingeren. Herefter indsættes symbolet, og tastaturet går automatisk tilbage til bogstaverne.
19. Indsæt skjulte bogstaver og symboler
Kan du ikke finde særlige bogstaver og symboler såsom ö, ü eller §? Hvis du holder din finger et par sekunder på de forskellige bogstaver og symboler, kommer der flere symboler frem - oftest relaterede til det bogstav eller symbol du er på.

20. Ryst din iPhone og fortryd indtastning
Har du lige skrevet noget, som du ønsker at slette, behøver du ikke sidde og holde slet-knappen inde. Ryster du din iPhone, kommer der en menu op, der spørger, om du vil fortryde din indtastning. Det samme kan du gøre, hvis du kommer til at slette noget tekst.

21. Tjek din indbakke, mens du skriver en anden e-mail
Er du i gang med at skrive en mail, men lige skal vende tilbage til din indbakke, behøver du ikke kassere den aktuelle mail, du er igang med. Tryk øverst på skærmen, hvor der står Ny besked eller på titlen på mailens emne og hiv vinduet ned i bunden af skærmen. Nu vises din indbakke og den igangværende mail ligger i bunden af siden. Du åbner mailen igen ved at klikke på den.22. Slet mails hurtigere
En nem måde at slette mails på, er ved, at du i din indbakke eller lign. swiper fingeren fra højre mod venstre. Vupti, en Slet-knap dukker op. Du kan også bruge det til at slette beskedtråde.
23. Slet flere mails på én gang
For at slette flere mails på én gang, kan du klikke på Rediger øverst i din mailbox, hvor der, til venstre, dukker nogle små cirkler op. Klik på disse for at markere hvilke mails, du vil slette.24. Sikkerhedskopier din iPhone
Vil du lave en sikkerhedskopi af din iPhone udover den automatiske, finder du denne mulighed under Indstillinger > iCloud. Scroll ned og klik på Sikkerhedskopi og herefter på Sikkerhedskopier nu. Husk at slutte din iPhone til strøm samt have den på WiFi.
25. Lås skærmretningen
Du kan låse om skærmen skal dreje eller ej, når du vender din iPhone. Åben Quick-menuen ved at swipe fingeren fra bunden af skærmen op mod toppen. Her vælger du ikonet med en lille hængelås. Når dette ikon er aktivt, drejer skærmen ikke.

26. Hurtigt tilbage til toppen
Er du i gang med at læse et dokument, en lang mail eller noget på en hjemmeside, men vil tilbage til toppen, så behøver du ikke sidde og scrolle dig til en krampe. Klik øverst på skærmen og du hopper tilbage til start på et splitsekund.
27. Forstyr ikke
Du kan slå en Forstyr ikke-funktion til i bestemte tidsrum. Gå under Indstillinger > Forstyr ikke. Aktivér Planlagt og vælg et tidsrum, hvor din iPhone ikke skal ringe eller komme med notifikationer. Selvfølgelig kan du vælge, at dine Favoritters opkald må gå igennem.
Du kan også slå Forstyr ikke til fra Quick-menuen (swipe fingeren fra bunden af skærmen og op mod toppen). Dette aktiverer dog ikke Planlagt, så du skal huske at slå funktionen fra igen.

Udløbet Kodeord
Din adgangskode er udløbet. For at logge ind skal du oprette en ny.
Indtast venligst det kundenummer og email-adresse du har registreret hos os.
Anmodning Sendt
Du vil inden for kort tid modtage en
e-mail, hvor du kan nulstille dit kodeord.