Samsung Galaxy A5 (2017) - En midranger med store armbevægelser [TEST]

Samsung har i de seneste par år lanceret mellemklasse mobiler i den såkaldte A-serie, hvor A3 og A5 tidligere har fundet vej til de danske forbrugere. I år er ingen undtagelse, og Samsung er igen klar med to interessante mobiler til brugerne, der ikke ønsker at købe en topmodel med den dertilhørende større udskrivning til følge.

Vi har set nærmere på A5, der med dens elegante glas og metalkonstruktion, bløde linjer og vandtætte design samt Super AMOLED skærm lyder som en topmodel, men altså er en mobil i mellemkategorien. Men holder den hele vejen i mål, læs med nedenfor.

Michael Berthelsen | Supportchef
Af Michael Berthelsen | Supportchef

Velkendt, men rigtig lækkert design

Samsung har fornuftigt nok skævet over i mod deres topmodeller Galaxy S7 og Galaxy S7 Edge, da de havde A-serien anno 2017 på tegnebrættet. De to topmodeller har da også høstet store roser henover det meste af 2016, hvorfor det selvfølgelig giver rigtig god mening at fortsætte i det spor, selvom A-serien ikke er topmodeller.
 
Galaxy A5 er udformet som den velkendte glas- og aluminiums sandwich, med lækre afrundede hjørner i top og bund. Mobilens forside i glas har også bløde og afrunde sider, så tommelfingeren ikke møder nogle skarpe eller kantede oplevelser ved navigation. Bagsiden er ligeledes perfekt afrundet, så mobilen ligger utroligt godt i hånden – selvom mobilen har en skærm på 5.2”. Afrundingerne gør ligeledes, at mobilen føles nem at betjene med én hånd. 
 

Samsung Galaxy A5 2017 - Velkendt, men rigtig lækkert design


Samsung har formået at smide en 5.2” skærm ind i mobilen, der måler 146.1 x 71.4 x 7.9 mm, og vejer 157 gram, hvilket læner sig op af de fleste mobiler med samme skærmstørrelse.

Vi har testet den i farven ”Black Sky”, og den er sort hele vejen rundt. Der er en flot ”glimmer-effekt” i farven, hvis du vender A5 op mod lyset, hvilket giver en ekstra dimension til designet. Dog samler A5 i den grad på fingeraftryk, så medbring pudsekluden.

Samsung har også fået plads til en IP68 certificering, hvilket betyder, at den er afvisende over for vand og støv. Det er sjældent set i mobiler i mellemklassen, så tak for det. Samle- og byggekvaliteten er helt i top, og selvom du vrider godt i A5'eren giver den ikke efter. Design og materialevalg på A5 er i top, og det er en fornøjelse at have en midrange-mobil i hånden, der i den grad føles som en topmodel.

Læs også: Hvad er forskellen på en budget, mellemklasse og high-end mobil?
 

Samsung Galaxy A5 2017 - Design


Rundt om Galaxy A5 2017, sædvanlig knapplacering

Samsung har valgt ikke at ændre på knappernes placering på A5 2017 ift. tidligere modeller. Vi har den sædvanlige homeknap med indbygget fingeraftrykslæser på fronten under skærmen. Ved siden af den har vi de klassiske kapacitive knapper, som du bruger til at navigere i brugerfladen. Over skærmen er der blevet plads til et frontvendt kamera og en nærhedssensor. Til gengæld har Samsung fjernet LED notifikationslampen, men det skal ses i lyset af, at Samsung har indført Always on Display funktionen, hvilket vi kommer tilbage til senere.

På bagsiden har vi det bagudvendte 16 megapixel kamera med LED fotolys. Og så har Samsung formået at få kameralinsen til at være helt plan med bagsiden, så intet stikker ud.
 

Rundt om Galaxy A5 2017, sædvanlig knapplacering


Volumetasterne finder man på venstre side, over SIM-kort skuffen. I toppen har vi microSD-kort skuffen samt en støjreduktions-mikrofon. På højre side sidder powerknappen, i tommelfingerhøjde, og over den har Samsung klogt nok placeret en højttaler. Knapperne giver tilfredsstillende feedback, når du trykker, og mobilen reagerer prompte. Det er som det skal være.

I bunden er der lavet indgang til det vendbare USB-C kabel, en microfon og et jackstik. Selvom det er en smagssag, er det rart, at Samsung stadig holder fast i jackstikket.
 

Samsung Galaxy A5 2017 - SIM og microSD


Forbedret funktionalitet i fingeraftrykslæseren

Homeknappen tilbyder muligheden for at låse din mobil op med dit fingeraftryk. Det er bestemt ikke noget nyt, men er du bekendt med Samsungs mobiltelefoner med fingeraftrykslæser, ved du, at du skal vække mobilen til live før du kan scanne dit fingeraftryk. Det gør Samsung nu op med, og lader dit fingeraftryk scanne, blot du berører aflæseren. Det var på tide.

Fingeraftrykslæseren scanner din finger hurtigt, og sammenligner man med Samsungs Galaxy S7, er det med stort set samme fart, du får adgang til hjemmeskærmen.
 

Samsung Galaxy A5 2017 - Forbedret funktionalitet i fingeraftrykslæseren


Rigtig god skærmoplevelse

Der bruges mange ressourcer på at få gjort skærmene i vores mobiltelefoner mere skarpe og ikke mindst større - uden at mobilen følger med proportionalt. På A5 er det 71,5% af mobilen, der er optaget af skærmen, hvilket bestemt er mere end godkendt.

Samsung har fået plads til en 5.2” Super AMOLED skærm i FullHD (1920 x 1080) med 424 pixels pr. tomme. Det er en fornøjelse at benytte skærmen, der leverer flot farvemætning og fin skarphed. Er du ikke tilhænger af Super AMOLEDs farvegengivelse, kan du selv justere på niveauerne i skærmindstillingerne.

Samsung har valgt at fjerne notifikationslampen på fronten, men det sker i lyset af introduktionen af Always On Display. Always On Display er en funktion, der blev introduceret med Galaxy S7 modellerne, som giver dig mulighed for at se alle dine notifikationer direkte på skærmen uden at skulle tænde for den. Med dobbelttryk på notifikationsikonet kommer du direkte ind i den applikation, der kræver din opmærksomhed. Smart og hurtigt.


Udmærket performance

Motoren i A5 er Samsungs egenproducerede Exynos 7880 processor, der består af 8 kerner, der arbejder forskelligt alt efter, hvordan du benytter mobilen.

Exynos 7880 er en processor, der rangerer lidt under den processor Samsung har brugt i S7-topmodellerne, hvilket også giver god mening. Det betyder, forståeligt nok, at hastigheden ikke helt er på niveau med S7 - til gengæld virker det til, at A5 er mindre strømkrævende, hvilket giver plus på batterioplevelsen.

Processoren klarer sig fint, og i samarbejde med de 3 GB arbejdshukommelse, har vi kun oplevet, at mobilen kører fint og hurtigt uden at hakke. Eksekvering af applikationer og navigation i menuer kører tilpas hurtigt og flydende, og multitasking sker også uden problemer.

Der er installeret 32 GB til apps, billeder, video mv., hvilket heldigvis kan udvides med et micro-SD kort på op til 256 GB.


Android nu med Grace UX

Første model til at benytte Samsungs nye skin til Android, Grace UX, var Samsungs Note 7, der af gode grunde ikke nåede ud til de danske butikker. Så Galaxy A5 2017, og lillebror Galaxy A3 2017, er de første mobiler på det danske marked, der ud af boksen kan præsentere den nydesignede brugerflade. Grace UX er lagt oven på Android version 6.0.1.
 

I forhold til Touchwiz, der var navnet på forrige version af Samsungs android-tilpassede brugerflade, er der sket en del ændringer. Samsung har skiftet den meget farverige brugerflade ud med et mere stilrent, hvidt design.

Derudover er der kommet nogle ekstra indstillingsmuligheder, bl.a. ”blåt lysfilter", der giver dig mulighed for at beskytte dine øjne i mørke, Always On Display samt et område i indstillingerne, der hedder ”Enhedsvedligeholdelse”, som giver dig bedre mulighed for at optimere strømstyring, hukommelsesbrug mv.

Endvidere har Samsung tilføjet en ”Sikker Mappe”, der giver dig mulighed for et ekstra lag af sikkerhed i din mobil. Her kan du tilføje applikationer, billeder, videoer mv., som du ikke ønsker andre skal have nem adgang til. Den sikre mappe kan beskyttes med kode, fingeraftryk m.m. Vi er meget begejsterede over den nye opdatering.
 

  • Samsung Galaxy A5 2017 - Enhedsvedligeholdelse
  • Samsung Galaxy A5 2017 - Batteristyring
 
 

En batterioplevelse, der gør dig glad

Det er aldrig sjovt at løbe tør for batteri. Slet ikke, hvis det tager flere timer at lade mobilen op igen. men det er ikke et problem med Galaxy A5, som leverer en rigtig god oplevelse på den front.
 
Galaxy A5 er udstyret med et stort 3.000 mAh batteri – samme størrelse som storebroren S7 i flad model. Bruger du mobilen moderat, kan du sagtens klare en hel arbejdsdag på en enkelt opladning - måske endda to. Er du flittig bruger, vil du formentlig stadig kunne klare en hel dag.

På WiFi netværk har vi formået at få ca. 5 timers tændt skærmtid. Det er mere end godkendt, og faktisk en del bedre end på Galaxy S7. Det hænger bl.a. sammen med, at skærmopløsning og processor er mindre i A5. Brugerfladen Grace UX er også blevet bedre til strømstyring af apps, og bruger generelt mindre ressourcer. Sammenlagt giver det en rigtig god batteritid, så det er stærkt gået af Samsung.

A5 understøtter lynopladning og der følger en med i pakken. Det lader til, at tiden for microUSB er ved at være slut for Samsung, og i stedet oplades Galaxy A5 2017 med det mere fleksible og vendbare USB-C. USB-C kabel medfølger også. En fuld opladning tager ca. 1½ time, og du kan med en halvtimes pitstop i laderen få 40% batteritid.

Ladetider:
15 minutter = 20%
30 minutter = 40%
45 minutter = 60%
60 minutter = 80%
1 time og 30 minutter = 100%
 


Kamera på godt - og lidt ondt

Kameraet i Galaxy A5 er på 16 megapixel. Billeder taget med  A5 i dagslys bliver i rigtig god kvalitet, og farvegengivelsen er ganske fin. Hvis vi sammenligner med Galaxy S7-topmodellerne, er der ikke den helt store forskel i billedkvaliteten. Dog er detaljegraden en anelse bedre på S7.

Men når mørket falder på, får Galaxy A5 lidt svært ved at følge med Galaxy S7. Der bliver en del billedstøj på A5, især når du zoomer ind på billederne. Dette skyldes muligvis mangel på optisk billedstabilisering. Til gengæld bliver der lukket masser af lys ind i aftenbillederne på Galaxy A5, det virker dog som om, at kameralinsen overkompenserer for lysindtaget, så billedet bliver en anelse ”koldt” og mindre virkelighedstro. 

 

  • Samsung Galaxy A5 2017 - Foto sammenligning
  • Samsung Galaxy A5 2017 - Foto sammenligning
 
 

Sammenligner vi med en anden mellemklasse mobil, som vi har været ret begejstret over, nemlig Huaweis Honor 8, så er billederne en del mørkere på Honor 8 - til gengæld er der lidt flere detaljer og billedet står skarpere. Men Galaxy A5 2017 ligger klart blandt de bedste mobilkameraer i mellemklassen.

Lås også: Honor 8 - Et utrolig behageligt bekendtskab [TEST]

Det skal også tilføjes, at billederne er blevet sammenlignet i ”auto-mode”, og du kan givetvis få bedre aftenbilleder, hvis du justerer på de forskellige indstillingsmuligheder. Derudover skal det tilføjes, at Galaxy S7 er en af (hvis ikke den bedste) mobil på kamerafronten pt., og derfor er det stadig et imponerende resultat A5 leverer.
 

  • Samsung Galaxy A5 2017 - Foto sammenligning
  • Samsung Galaxy A5 2017 - Foto sammenligning
  • Samsung Galaxy A5 2017 - Foto sammenligning
 
 

Kameraet på Galaxy A5 har også en masse indstillingsmuligheder; de sædvanlige filtre, mulighed for pro-mode, hvor du selv kan indstille de fleste ting, hvis du selv vil lege med billedresultatet. Der er naturligvis også autofokus, som virker uden problemer og fokuserer hurtigt.

Det frontvendte kamera er også på 16 megapixels. Det tager nogle rigtig gode selvportrætter med masser af lys og stor detaljegrad og faktisk virker det til, at A5 slår Galaxy S7. Du får også her en masse indstillingsmuligheder bl.a. selvforskønnelse.

 

  • Samsung Galaxy A5 2017 - Foto sammenligning
  • Samsung Galaxy A5 2017 - Foto sammenligning
  • Samsung Galaxy A5 2017 - Foto sammenligning
 
 

Lyd uden overraskelser

Tidligere har Samsung benyttet bunden til deres monohøjttaler, men den er nu kommet op på højre side af mobilen. Det er godt tænkt, da man ofte kan komme til at dække for en bundplaceret højttaler, når man holder mobilen horisontalt. Lyden i højttaleren er udemærket, uden at være prangende. Den spiller højt uden at forvrænge. Det er dog snart på tide, at der bliver fokuseret lidt mere på lydoplevelsen hos producenter som Samsung. Man kan selvfølgelig håbe på, at Samsungs opkøb af Harman Kardon opfylder det ønske i fremtiden.
 

Samsung Galaxy A5 2017 - Lyd uden overraskelser

Forbindelsesmuligheder – der er, hvad der skal være

Galaxy A5 understøtter de fleste muligheder for WiFi-opkobling, herunder WiFi 802.11 a/b/g/n/ac, dual-band, WiFi Direct og hotspot. Du får heller ingen problemer med at udnytte TDCs fremragende 4G netværk, da Galaxy A5 har indbygget CAT6 antenne, hvilket teoretisk betyder hastigheder på op til 300 mbit/sek.
 

Konklusion – A5 lever op til de store armbevægelserne

Samsung har med Galaxy A5 produceret en lækker mellemklasse-mobil med den velkendte kvalitetsfølelse, og vores oplevelse har været udpræget positiv. Vi har på en del punkter sammenlignet med topmodellen Galaxy S7, og de fleste steder er Galaxy A5 ikke langt fra, nogle steder ligefrem på højde med, hvilket er noget af en præstation taget i betragtning af kategori og prisniveau.

3.000 kr. er selvfølgelig mange penge, men sammenligner du med andre mobiler i samme kategori, får du mest for pengene med Galaxy A5. Du får en mobil, der gør de fleste ting rigtigt. Den leverer et meget stabilt all-round indtryk og har tilmed et par esser i ærmet. Så er du på udkig efter en ny mobil i denne størrelse og prisklasse, så snyd ikke dig selv for et kig på Samsung Galaxy A5.

Samsung Galaxy A5 2017 - karakter 9 ud af 10

På plus-siden

- Lækkert stilrent design i glas og alu

- Støv- og vandafvisende

- Rigtig god skærm med AOD

- Virkelig god batteritid

- Ny forbedret Android-tilpasset brugerflade

På minus-siden

- Kamera udfordres i mørke omgivelser


 
 
 
 
 

    undefined
    • 5.2"
    • 16 MP
    • 3000 mAh
    • IP68
    Samsung Galaxy A5 2017
    3.31200
    1494.305
    Se mere
    Samsung Galaxy S7 sort front
    • 3000 mAh
    • 12 MP
    • IP68
    • 5.1"
    Samsung Galaxy S7
    4.78800
    1495.781
    Se mere
 
Send
*Skal udfyldes

NB: Hvis du har spørgsmål til dit nuværende Fullrate produkt
skal du kontakte kundeservice.

Tak for din opmærksomhed. Vi ringer indenfor 24 timer - eller først kommende arbejdsdag.

Vi glæder os til at finde den bedste løsning til dig.

Luk

Har du brug for hjælp?

Ring mig op