Foto: RFRSH

Det mentale arbejde i esport

Af Fullrate

"Bare spil så meget som muligt, så bliver du bedre.” Langt fra. For at blive en esportsudøver på eliteniveau skal der både meget mere og andet til. Særligt det mentale arbejde er i stigende grad et fokuspunkt hos professionelle esportshold. For ligesom i anden sport, og andre konkurrenceprægede discipliner, spiller det en afgørende faktor for den samlede præstation.


Stillingen er 15-14. Du er alene tilbage. Vinder du runden, vinder du kampen - og turneringen. Taber du den, lurer nederlaget rundt om hjørnet. Med alt på spil pumper adrenalinen rundt i kroppen. Én fejl og det er ovre.

Alle kender til følelsen af pres, en galoperende nervøsitet, der nærmest overtager styringen. Det fører til et markant fald i præstationsevnen. Den kvalitet, man normalt leverer, er der pludselig ikke mere. Og i enhver konkurrencesituation søger man selvfølgelig at undgå dette eller endda udnytte det til ens fordel.

Vi har talt med sportspsykolog Lars Robl, der er tidligere jægersoldat, og som til daglig arbejder som sportspsykolog hos RFRSH Entertainment og de tre esportshold; Heroic, GODSENT og Astralis samt med fodboldklubben FC Midtjylland.

- “Esportsspillerne skal gøres til professionelle idrætsudøvere. Mit arbejde handler i høj grad om at gøre dem bevidste omkring, hvad det vil sige at være en professionel atlet,” forklarer Lars og uddyber:

- “Det er en kulturting. Som professionel er der fravalg, og der er tilvalg. Men klart flest fravalg. Vi arbejder med, hvad det egentlig talt kræver af spilleren for at være på toppen.”



Lars Robl arbejder med konceptet mentale bootcamps, hvor spillerne får tid og plads til at arbejde med sig selv og med holdet. Han holder jævnligt individuelle samtaler, både til bootcampen og over telefonen.

- “Spillerne er under et voldsomt pres. De er skiftet fra bare at være derhjemme og spille i trygge omgivelser til pludselig at spille på den helt store scene med pres fra alle leder og kanter. Det handler om at arbejde med at håndtere presset.”

Lars har hertil udviklet en særlig model til sit arbejde som mentaltræner, en model, han har benyttet med stor succes i esporten:

- “Et hold består af fem individer. Disse bindes sammen af en fælles drøm, et mål, man deler. For at nå derhen er man nødt til at bryde drømmen ned og nedsætte et antal resultatmål. De er karakteriseret ved, at man ikke har 100% indflydelse på, om man når dem, fordi der selvfølgelig er konkurrenter. Men de er realistiske. Det kan fx være at nå til slutspillet i en turnering eller nå i top 10 i verden i løbet af x antal måneder.”

En stor del af det mentale arbejde handler altså om at se på sin nuværende situation som individer og som hold og dernæst gå så langt ud i fremtiden, som er realistisk. Efter man har sat ord på sin drøm, vender man tilbage til nutiden og begynder arbejdet.



Lars Robls arbejde med procesmålene udgøres af tre spor, hvor der arbejdes med hhv. det teknisk-taktiske aspekt, det mentale samt det fysiske. I første spor går man helt operationelt til værks, hvor der taktisk fx trænes kommunikation og øves specifikke roller, og der teknisk
trænes, hvor godt man sigter, hvordan man bevæger sig osv.

- “Det mentale spor handler om, hvordan man opbygger det optimale hold. Et hold består af individer, men skal arbejde sammen. Alle har forskellige ambitioner og mål for sig selv, som måske ikke altid harmonerer med holdets overordnede målsætninger. Dette kan selvsagt give spændinger og dermed udfordringer,” forklarer Lars.

Disse udfordringer arbejder de med løbende. Rygsækken skal konstant tømmes, forklarer Lars:

- “Hvis spillere sidder inde med for mange bekymringer og spændinger, står de ikke knivskarpt til træning. Og hvis fokus ikke er 100%, falder kvaliteten og dermed den endelige præstation.”

I den forbindelse understreger Lars Robl vigtigheden af at dyrke værdier, som binder gruppen sammen. Ærlighed, åbenhed og ansvarlighed er alle værdier, der er med til at gøre gruppen stærkere og udvikle individerne som professionelle idrætsudøvere.

Det fysiske aspekt handler om alt fra at komme i bedre form til at træne hånd til øje-koordinationen hos spillerne. Lars Robl arbejder med termet “våbenplatform”, som han har fra jægerkorpset. Og jo bedre fysisk forberedte de er, des bedre våbenplatform er de.

Fokusset på det mentale arbejde i esport er altså stort, og dets primære formål er at professionalisere hold og spillere og bane vejen for den optimale præstation under de bedst mulige forhold.
 

Få hurtigt og stabilt bredbånd hos fullrate

Hos Fullrate får du bredbånd til nogle af Danmarks laveste priser. Vi tilbyder både DSL og COAX med forskellige hastigheder. Se her, hvad vi kan tilbyde dig.

Du kan også tjekke din internethastighed med Fullrates hastighedstest her.


 
 
 
 
 

Læs også:

Danmark, en miniputnation globalt, men en stormagt i Counter-Strike

Danmark, en miniputnation globalt, men en stormagt i Counter-Strike


Hvordan ser en uge, i en professionel esports-udøvers liv, ud?

Hvordan ser en uge, i en professionel esports-udøvers liv, ud?