Skal man finde sig i hvad som helst fra Ekstra Bladet?
I Ekstrabladet kunne man fredag den 19. oktober 2007 læse en historie på bagsiden skrevet af Jeppesen: Artiklen handlede om “bizar” oplevelse med Fullrate.
Der er desværre så mange faktuelle fejl og grove beskyldninger i historien, at vi bliver nødt til at give svar på tiltale, så interesserede får en chance for at kende Fullrates version af virkeligheden.
Lad mig først forklare, hvordan Fullrate fungerer: Det er helt afgørende for os, at vi ikke bliver opfattet som et typisk teleselskab, men at vores brugere oplever, at vi tager hver og en alvorligt, så man kan være tryg ved at vælge os som sin klartone til nettet.
Når du første gang tilmelder dig Fullrate, er der derfor to helt afgørende ting, som vi starter med at sikre os:
1) Din intention om at blive kunde hos Fullrate og
2) Din identitet
Det første der sker, når du tilmelder dig på hjemmesiden er, at vi sender en mail til den mailadresse, du har opgivet, plus en SMS til din mobiltelefon, hvor vi bekræfter ordren.
For at vi kan være sikre på, at du nu også er den du siger, sender vi altid en fysisk fuldmagt til den adresse, som forbindelsen skal leveres på. På den måde undgår vi fjollerier som chikane fra naboer eller ex-kærester. Du får et brev i hånden, hvor du kan se hvem du har med at gøre.
Når vi modtager fuldmagten retur med din underskrift, så ved vi altså, at beboeren på leveringsadressen faktisk ønsker at modtage leverancen af Fullrate-bredbånd.
Det er en sikker og troværdig metode, som indtil nu har fungeret glimrende for mere end 30.000 Fullrate-brugere.
Som en særlig Fullrate-service kan du - hvis du overtager en bolig fra en Fullrate-bruger - overtage den eksisterende forbindelse, så den er klar til brug på indflytningsdagen. I det tilfælde skal både den person som fraflytter, og den person som overtager forbindelsen, skrive under på fuldmagten og angive hvilken dato det skal ske.
Det er baggrunden for Ekstra Bladets historie fredag den 19. oktober 2007. Og her er så fakta:
1. Vi har modtaget en ordre om overdragelse af en Fullrate forbindelse.
2. Fuldmagten blev sendt til leveringsadressen.
3. Fuldmagten blev returneret med underskrift af to personer.
4. Der blev oplyst et nyt mobilnummer og en ny emailadresse, som vi herefter har brugt til kommunikation.
Det fremgår af Ekstra Bladets artikel, at der er sendt 150 SMS-beskeder. Det må være en form for satire. Fakta er, at vi har sendt 12 beskeder over flere måneder.
Vi sender for eksempel en SMS-besked, hvis der er driftsforstyrrelser hvor du bor, eller hvis der ikke kan gennemføres en månedsbetaling på det tilmeldte betalingskort. Det sker faktisk oftere end man tror, f.eks. når du skifter bank og får nyt dankort, eller hvis du mister dit kort og får det spærret.
Vi sender faktisk to beskeder, hvor vi gør opmærksom på, at der er problemer med kortet. Begge disse meddelelser er uden gebyr. Det er vi mig bekendt det eneste teleselskab i Danmark der gør.
Hvis betalingen fortsat udebliver, så går vi den tunge gang med rykkere, inkasso osv. Men det sker sjældent, og heldigvis er vores brugere glade for denne SMS-service, hvor de sparer dumme gebyrer blot ved at opdatere kortinformationerne i ’Mit Fullrate’.
I artiklen kan man læse følgende:
“...min kærestes navn står virkelig på kontrakten, men skriften er fuldstændig identisk med den, som har lavet hele dokumentet, og som tydeligvis ikke er min kæreste.
Jeg betaler”.
Hvis der er tale om en forfalsket underskrift, som det angives i artiklen, så er det en alvorlig forbrydelse, som er omfattet af Straffelovens 19. kapitel, med en straframme på op til to års fængsel. Det tager vi meget alvorligt.
Jeg vil derfor opfordre journalisten til straks at anmelde sagen til politiet, hvorefter Fullrate vil udlevere alle relevante dokumenter til retten på begæring.
Til alle jer andre vil jeg slutte af med at sige, at Fullrates koncept er bygget op omkring, at alle kunder behandles ens - og behandles godt.
Hilsen fra Stig og Fullrate-teamet….der mener, at man ikke skal finde sig i hvad som helst – heller ikke fra Ekstra Bladet.
P.s. Fullrate har hverken modtaget betaling eller blomster fra journalisten, som anført i artiklen.